Specialisttopmøde i Odense

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Udsendes ca. 10-12 gange om året.
Nemt at afmelde igen - og vi videregiver naturligvis ikke din e-mail-adresse til andre.

Specialisttopmøde i Odense

Specialister fra hele verden var tidligere på foråret samlet i Odense på vores fabrik. Det var nemlig påkrævet med kloge hoveder inden for både CAM-software, bearbejdningsmaskiner og skærende værktøjer for at komme i mål med en usædvanlig opgave.

Opgaven omfattede fremstilling af en serie værktøjer til produktionen af stålplader, der skal bruges i en ny type brændselsceller. Det har blandt andet involveret 0,4 millimeters uafbrudt kuglefræsning hen over flere måneder og tolerancer, der ligger helt nede på 3 my.

”Vi har nogle af verdens mest præcise fræsemaskiner fra japanske Makino med indbygget køling i alle akser, som kan fræse uhyggelig præcist. Derfor var vi overbevist om, at vi kunne klare opgaven,” forklarer Hjernøs administrerende direktør Aage Agergaard.

En opgave langt ud over det sædvanlige
Det viste sig imidlertid ikke så let i praksis på grund af nogle unøjagtigheder i de ellers meget anerkendte CAM-systemer, som vores fabrik benytter.

Derfor endte en systemudvikler fra vores kinesiske CAM-leverandør med at bruge to uger i Odense på at omkode hele programstrukturen, så CAM-softwaren kunne håndtere de ekstremt tunge filer.

Samtidig kom Makinos specialister med forslag til fræseoptimering, og den japanske leverandør af skærende værktøjer endte endda med at udvikle en særlig type skærende værktøjer bare til den specifikke opgave.

”Det er blevet en opgave langt ud over det sædvanlige. også i forhold til, hvad jeg havde regnet med. Derfor var vi nødt til at samle specialister fra hele verden her i Odense,” lyder det fra Aage Agergaard.

Ny ordre fra tilfreds kunde
Han kan til gengæld konstatere, at anstrengelserne har båret frugt. Hjernøs bearbejdningsmaskiner holder sig nu inden for tolerancerne, og kunden er så tilfreds med det endelige resultat, at han har lagt endnu en stor, langsigtet ordre hos os, der sandsynligvis kommer til at løbe året ud.

”Vi er jo egentlig en værktøjsfabrik, men det har vist sig, at den specialistviden vi har opbygget inden for højpræcision også kan finde anvendelser i andre brancher,” slutter Aage Agergaard.