
Vi hævder ofte, at vi ikke bare er værktøjsmagere, men også rådgivere.
Derfor tilbyder vi at afholde uforpligtende workshops i begyndelsen af et projektforløb, hvor vi kan gå i dialog med kunden om opgavens omfang. Sådan en workshop kan have en varighed fra få timer til flere dage.
”Vi afholder typisk to former for workshops. Det kan enten være med en kunde, som har ønsker om et bestemt emne, men måske ikke ved så meget om værktøjsfremstilling og plaststøbning, eller det kan være med erfarne plaststøbere, som skal fremstille et emne, der ligger på kanten af det mulige”, siger administrerende direktør Aage Agergaard.
”I begge tilfælde er sådan en workshop godt givet ud for begge parter. Udbyttet fra workshoppen gør, at kunden hurtigt kan komme fra A til B og få konkretiseret sin idé. Samtidig bliver vi klogere på, hvordan vi kan producere et værktøj eller til tider en større serie værktøjer, der kan producere emnerne optimalt og nøjagtigt lever op til kundens ønsker.”
Uforpligtende forløb
Workshoppen kan foregå enten på Hjernøs fabrik eller ude hos kunden. I udgangspunktet deltager relevante specialister fra Hjernø og kundens designer og konstruktør, men det tilpasses altid den enkelte opgave.
Aage Agergaard understreger, at workshoppen er ganske uforpligtende for kunden.
”Risikoen er selvfølgelig, at kunden kan gå til en anden værktøjsleverandør med den viden, de har fra workshoppen, men det er en risiko, vi gerne tager. For vi oplever stort set altid, at det giver mening, at ordren efterfølgende lægges hos os. Men der er intet pres”.