
For at kunne optimere flowet i produktionen og udnytte vores maskiner endnu bedre indfører vi nye rutiner i vores måde at programmere vores CNC-maskiner på.
Hvor de enkelte maskinoperatører indtil nu hovedsageligt har stået for at programmere til deres egne maskiner, vil en særskilt programmeringsafdeling fremover stå for at udarbejde forprogrammeringen til samtlige maskiner.
”Det handler om konstant at udfordre den måde, vi gør tingene på, så vores arbejdsrutiner passer til den størrelse, vores fabrik efterhånden har. På den her måde kan vi for eksempel bedre udnytte eftermiddagene endnu bedre til korte eller akutte opgaver og så alligevel nå at gøre klar til ubemandet aften- og natkørsel på maskinerne,” forklarer administrerende direktør Aage Agergaard.
Højere grad af standardisering
Foreløbig består programmeringsafdelingen af tre mand, som altså fremover skal programmere på fuld tid.
”Den slags forprogrammering er noget, vi vil arbejde mere med i fremtiden. Det er en måde at nytænke og standardisere vores produktion på, så vi er sikre på, at alle programmerer på den samme måde,” siger Aage Agergaard.
Den nye struktur skal tilsvarende gøre det nemmere at implementere ny programmeringssoftware og andre nye it-værktøjer i produktionen. Hjernø har for nylig købt et nyt CAD/CAM-fræseprogram, som kan afvikle fræseopgaverne hurtigere og forlænge levetiden på de skærende værktøjer med adskillige hundrede procent.
”Det ville være tungt at rulle sådan et program ud til alle maskinoperatører på én gang. Men når vi har programmeringsafdelingen siddende, kan de hurtigere tage den slags værktøjer til sig og rulle dem ud,” forklarer Aage Agergaard.
I forbindelse med indkøringen af det nye fræseprogram har vores kinesiske leverandørs CAD/CAM-specialist vanen tro tilbragt to uger hos Hjernø for at få systemet op at køre.
På billedet ses fra venstre Sam Liu, Kristian J. Hansen, Per Krøyer og Palle Søgård.