Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Udsendes ca. 10-12 gange om året.
Nemt at afmelde igen - og vi videregiver naturligvis ikke din e-mail-adresse til andre.

Den store flytning – ét år senere

Det er nu ved at være et år siden, vi flyttede til vores nye domicil – og dermed er det en god anledning til at gøre status på den flytning, der på godt og ondt har fyldt rigtig meget hos os det seneste år.

Hovedkonklusionen er, at selve den fysiske flytning af inventar, mandskab og materiel gik lettere end forventet. Det var mere den mentale flytning, som trak tænder ud.

”Vi blev for ambitiøse,” lyder det fra administrerende direktør Aage Agergaard

”Da vi let og smertefrit var kommet på plads i den nye fabrik, tænkte jeg, at tiden også var kommet til at forandre ledelsesstrukturen og arbejdsgangene. Ud med de gamle vaner og rutiner til fordel for nye og smartere måder at arbejde på – men vi glemte at tage højde for den menneskelige faktor.”

Nye rutiner tager tid
Aage Agergaard understreger, at han ikke har en finger at sætte på medarbejdernes indsats. Men med nye omgivelser, nye rutiner og mange nye medarbejdere i løbet af året blev der ganske enkelt presset for meget ned over hovedet på medarbejderne for hurtigt i form af nye rutiner i blandt bearbejdningsafdelingen og nye måder at tilrettelægge produktionen på.

Derfor blev foden lettet fra gaspedalen hen over foråret og sommeren for at sikre Hjernøs høje leveringssikkerhed. I stedet bliver de organisatoriske forandringer, som blev forsøgt indført på én gang, nu implementeret stille og roligt over en tolv måneders periode, fortæller Aage Agergaard.

”Nu er vi mere end på plads i det nye domicil. Og vi kan mærke, at vi har fået et meget bedre overblik qua de nye strategier, vi har fået indført. Vi er i stand til at servicere kunderne på den helt rigtige måde og er samtidig i stand til at generere den nødvendige omsætning,” siger han med henvisning til, at det på trods af flytningen heldigvis lykkedes at holde det budget, der blev lagt for året, inden beslutningen om flytningen overhovedet blev truffet.

”Så det er vi meget taknemmelige for”.

Flytningen har skærpet det strategiske fokus
Ønsket om at tilrettelægge produktionen og arbejdsgangene på en anden måde har indtil videre blandt andet resulteret i implementeringen af et helt nyt skræddersyet it-system samt etableringen af en decideret programmeringsafdeling, der skal hjælpe til at udnytte maskinkapaciteten endnu bedre end i dag.

”Flytningen har skærpet vores bevidsthed omkring, hvad vej skal vi gå: Hvordan vi organiserer os og strukturerer vores arbejde, hvad vores strategiske mål skal være og hvor vi gerne vil hen som virksomhed. Så det har i høj grad også været en mental rejse,” lyder det fra Aage Agergaard.

Han glæder sig samtidig over, at Hjernøs kunder udviste stor forståelse for flytningen og de ressourcer, som skulle postes heri.

”Heldigvis forstod vores kunder, at de nye omgivelser og den højere produktionskapacitet også kommer dem til gode nu og i fremtiden.”