
Hjernø investerer fortsat på livet løs. I uge 3 ankom en ny femakset CNC-fræser, og inden for en god måneds tid lander en ny treakset CNC-maskine på fabrikken.
Begge maskiner er en del af Hjernøs erklærede strategi om at investere en pæn del af virksomhedens overskud i ny teknologi, der kan gøre vores produktion endnu mere konkurrencedygtig.
”Så det er rigtig godt, at vi fortsat har plads at råde over på vores nye fabrik,” konstaterer Aage Agergaard.
Hurtig tilbagebetalingstid
De tider, hvor en bearbejdningsmaskine kunne holde i 25 år, er forbi. Det samme er de tider, hvor man som virksomhed kunne kigge bare fem år frem i tiden.
Ny teknologi og nye markedstrends ændrer konstant spillereglerne på værktøjsmarkedet, og derfor foretrækker Aage Agergaard at investere i effektivt produktionsudstyr med en forholdsvis kort levetid.
”Vi må ikke låse os fast på investeringer, hvor tilbagebetalingstiden ligger alt for mange år ude i fremtiden. Det er vigtigt for at investere i maskiner, der kan betale sig ind i løbet af højst et par år, så vi altid kan justere ind i forhold til markedet, teknologiudviklingen og så videre.”
Begge maskiner skal primært bruges til at forkorte spånbearbejdningstiden på større værktøjsdele, så leveringstid og produktionsomkostninger derved kan barberes ned.