
Produktionsklare værktøjer, der fungerer fra dag ét. Længere levetid. Og teknisk kyndig sparring fra et hus fyldt med specialister.
Det er bare nogle af grundene til, at det ifølge Aage Agergaard, administrerende direktør i Hjernø Værktøjsfabrik, stort set altid bedre kan betale sig at betale lidt mere for et kvalitetsværktøj produceret hos Hjernø end et standardværktøj købt i Asien.
”Man får ganske enkelt et bedre produkt i sidste ende. Vores værktøjer har beviseligt langt længere levetid end et udenlandsk værktøj. Det skyldes blandt andet, at den tid, der bruges på at fremstille værktøjer her hos Hjernø, anvendes på simuleringer, emneoptimering, konsulentbistand, projektdeltagelse og et væld af andre ydelser. Det betyder, at projektet bliver langt mere gennemtænkt, fordi kunden kan bruge os som specialister og sparringspartnere undervejs,” lyder det fra Aage Agergaard.
Han fremhæver endvidere, at man med et værktøj produceret i Odense, kommer ud over de seks ugers transport til søs, som eksempelvis et østasiatiske værktøj typisk vil være undervejs.
Betaler sig hjem inden for højst ét år
Et andet parameter er det faktum, at Hjernø leverer produktionsklare værktøjer, som takket være grundige tests og emneoptimeringer er klar til at indgå i kundens produktion fra dag ét.
”Kunden får et mere effektivt højhastighedsværktøj, hvor alt omkring værktøjet er optimeret. Vores beregninger viser, at selvom kunden betaler de berømte 30 procent mere for et værktøj hos Hjernø end hos en producent i Kina, har Hjernø-værktøjet betalt sig ind inden for få måneder og højst inden for et år – blandt andet fordi vi hurtigt kan justere værktøjet og udføre småreparationer. Qua vores egne specialister har vi desuden mulighed for at være til stede, når værktøjet skal indkøres i kundens produktion,” siger Aage Agergaard.
Samtlige Hjernø-værktøjer er udstyret med en toårs garanti, hvilket som hovedregel er langt mere, end de udenlandske værktøjsfabrikker tilbyder. Samtidig er det næsten umuligt i praksis at håndhævde en sådan garanti hos en udenlandsk leverandør, da det inklusiv transport frem og tilbage og reparation på den udenlandske fabrik let kan tage fire til fem måneder, før værktøjet er retur hos kunden.
Optimerer selv udenlandske værktøjer
Aage Agergaard lægger ikke skjul på, at Hjernø i mindre omfang selv tilbyder sine kunder værktøjer fremstillet i Østen. Men i så fald er der tale om værktøjer, hvor Hjernø selv er inde over processen fra start til slut, og hvor det giver mening, at det er et ”billig-værktøj”.
”Vi laver selv hele konstruktionen, vi instruerer den asiatiske fabrik i hvordan samtlige dele skal fremstilles, vi piller værktøjet fra hinanden, når det kommer her til Hjernø, måler de kritiske dele, fremstiller om nødvendigt nye dele og samler det igen. Men når det er sagt, så bliver det stadig et værktøj til primært simplere opgaver, små styktal eller en som en form for prototype,” slutter Aage Agergaard.