
For at styrke det faglige niveau yderligere og ruste virksomheden til fortsat vækst har Hjernø ansat fem nye medarbejdere, der har første arbejdsdag i løbet af april.
”Med fem nye medarbejdere er der næsten tale om en forøgelse af medarbejderstaben på ti procent. Så det er naturligvis et udtryk for, at det går godt for vores virksomhed, og at vi forventer yderligere vækst,” siger administrerende direktør Aage Agergaard.
Et hus af specialister
Ansættelserne omfatter en Coordinating Manager, en CAD/CAM-specialist, og tre erfarne værktøjsmagere til hhv. gnistafdelingen, fræseafdelingen og montageafdelingen. De slutter sig til en medarbejderstab, der i forvejen er højt specialiseret og har mange års erfaring med at producere krævende værktøjer af høj kvalitet.
”Vi får til stadighed nye, store kunder ind, som udfordrer os med spændende opgaver. Det kræver både et vist antal medarbejdere og nogle dygtige specialister inden for de forskellige grene af værktøjsproduktion,” forklarer Aage Agergaard.
Superskarpe specialister
Eksempelvis skal Hjernøs nye CAD/CAM-specialist hjælpe med at forprogrammere bearbejdningsmaskinerne til natkørsel for at udnytte maskinernes kapacitet optimalt.
Derudover vil han som erfaren CAD-specialist fungere som reparationsafdelingens forlængede arm nede på gulvet, så de ikke altid behøver gå til en konstruktør, hvis dele af et værktøj skal tegnes op på ny.
”Det er meget godt eksempel på, at huset her bliver mere og mere specialiseret. Som medarbejder hos Hjernø bliver man specialist inden for et meget smalt felt, men til gengæld bliver man også super, super skarp inden for det pågældende område. Hvilket i sidste ende kommer både medarbejderen og vores kunder til gode,” slutter Aage Agergaard.
På billedet ses Hjernøs nye Coordinating Manager Lars Arntoft Flygenring, der starter per 1/4.