Hjernø har selv udlært næsten hver sjette værktøjsmager

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Udsendes ca. 10-12 gange om året.
Nemt at afmelde igen - og vi videregiver naturligvis ikke din e-mail-adresse til andre.

Hjernø har selv udlært næsten hver sjette værktøjsmager

Dygtige, unge medarbejdere er det tømmer, en virksomhed bygger sin fremtid med.

”Derfor er vi særdeles glade for og stolte over det faktum, at hele ni af de lærlinge, vi selv har uddannet gennem tiderne, stadig er en del af virksomheden i dag,” udtaler administrerende direktør Aage Agergaard.

Med ca. 55 fastansatte værktøjsmagere betyder det med andre ord, at Hjernø selv har uddannet omkring hver sjette af medarbejderne i produktionen.

38 års anciennitet
”Det er dejligt, de bliver her. Det må betyde, at vi er en attraktiv virksomhed, og at vi tager os godt af vores lærlinge,” fortsætter Aage Agergaard.

En af Hjernøs mest erfarne medarbejdere er således værktøjsmager Erling Jensen, der har arbejdet for virksomheden i 38 år. Han blev udlært hos Hjernø i begyndelsen af 1980’erne og har været en del af virksomheden siden da.

Lærlinge får lov til at prøve sig af
Aage Agergaard understreger, at Hjernø skam også lægger en stor, mangeårig indsats i at tiltrække og fastholde lærlinge til produktionen.

Folkeskoleelever og elever fra de tekniske skoler inviteres jævnligt indenfor, ligesom lærlinge behandles på lige fod med de øvrige medarbejdere.

”Vi er meget langt fra den stereotype forestilling om, at lærlingen bare er ham, der står med en fejekost ovre i hjørnet. Hjernøs lærlinge bliver tildelt mentorer og får lov til at prøve sig af i husets forskellige afdelinger,” understreger Aage Agergaard.

”Vi arbejder efter det princip, at vores færdigudlærte lærlinge skal være endnu dygtigere end vores eksisterende svende. Det er vores måde at løfte det faglige niveau på,” tilføjer han.

På billedet oven for ses værktøjsmager Erling Jensen, der blev udlært hos Hjernø i begyndelsen af 1980'erne og har været en del af virksomheden lige siden.