• Du er her:  
  • Velkommen
  • Nyheder
  • Fuldt blus hen over sommeren: Største sommerberedskab nogensinde i produktionen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Udsendes ca. 10-12 gange om året.
Nemt at afmelde igen - og vi videregiver naturligvis ikke din e-mail-adresse til andre.

Fuldt blus hen over sommeren: Største sommerberedskab nogensinde i produktionen

Vanen tro er sommertid ikke lig med ferietid hos Hjernø. For fortsat at kunne servicere såvel danske som udenlandske kunder hen over sommeren kører vi med den højeste bemanding nogensinde i sommerferieugerne.

”Vi har for længe siden erkendt, at vi er mere end bare en værktøjsfabrik. Vi er i et servicefag, og derfor nytter det ikke at lukke fabrikken ned i tre uger i juli måned,” forklarer Aage Agergaard, administrerende direktør i Hjernø Værktøjsfabrik.

Bemanding i samtlige tekniske afdelinger
Det betyder i praksis, at mellem uge 28 og 33 er der en minimumsbemanding på mellem 28 og 57 mand. Samtidig vil samtlige tekniske afdelinger i huset til hver en tid være bemandet.

”Vi bruger dette kæmpe beredskab til flere ting. Vi holder produktionen i gang, så vi også tjener penge hen over sommeren. Vi forkorter leveringstiden på igangværende ordrer. Og vi kan servicere værktøjer på linjer, der måske alligevel ikke skal køre så meget i industriferien, hvorfor det giver mening at lave service på dem,” forklarer Aage Agergaard.

Stor velvillighed fra medarbejderne
Han anerkender, at det er et større puslespil at få ferieplanlægningen til at gå op. Men takket være stor velvillighed fra medarbejderne er det lykkedes at skrue en plan sammen, hvor langt de fleste ønsker er blevet opfyldt.

”Vores medarbejdere har heldigvis udvist stor fleksibilitet og velvillighed i forhold til at få det hele til at gå op. Samtidig er der også en tendens til, at folk lægger deres ferie på andre tidspunkter end lige de tre uger i industriferien,” slutter Aage Agergaard.