Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Udsendes ca. 10-12 gange om året.
Nemt at afmelde igen - og vi videregiver naturligvis ikke din e-mail-adresse til andre.

Montageafdelingen får eget beredskabskorps

Vi får flere og flere reparationsordrer fra vores kunder, som foretrækker, at vi udfører reparationer og vedligehold på deres værktøjer.

”Det øger naturligvis presset på vores montageafdeling. Vi har allerede ansat to nye medarbejdere i afdelingen alene i år, så vi nu har en fast bemanding på otte mand. Men i spidsbelastningsperioder er det stadig ikke altid tilstrækkeligt for at kunne efterleve vores kunders krav om hurtig levering,” lyder det fra administrerende direktør Aage Agergaard.

Korps af syv værktøjsmagere
Derfor opretter Hjernø nu et internt beredskabskorps, der kan hjælpe til i montageafdelingen, når det er påkrævet. Korpset består af værktøjsmagere fra husets øvrige afdelinger.

”Vi har i alt udnævnt syv værktøjsmagere. Dem kan vi til hver en tid prikke på skulderen og omdirigere i produktionen, hvilket betyder, at vi til hver en tid i princippet råder over 15 mand i montagen,” fortsætter Aage Agergaard.

Han understreger, at det naturligvis kun er i kortere spidsbelastningsperioder, at det er muligt at trække på de ekstra medarbejdere.

”Men lige præcis disse syv medarbejdere er normalt beskæftiget med mere langsigtede produktioner. Derfor kan de planlægge at give den en ekstra skalle på et senere tidspunkt, der passer dem, så vi på den måde får det hele til at gå op.”

Større smidighed som organisation
Tiltaget er endnu et led i Hjernøs bestræbelser på at sænke gennemløbstiderne og øge leveringssikkerheden yderligere, forklarer han.

”Det er en fordel for vores kunder, fordi det øger vores smidighed som organisation. Og samtidig er det en fordel for vores medarbejdere, fordi de får større frihed til at udvælge arbejdsdage på andre tidspunkter, hvor de kan indhente det forsømte.”