
Takket være moderne teknologi og høj præcision kan vi i dag give vores værktøjer en overflade og finish, der ikke var muligt tidligere.
Men dermed stiger kravet også til bedre rustbeskyttelse, da selv det mindste mikrorust på overflader med små tolerancer kan være kritisk.
Derfor har Hjernø investeret i en ny kemisk væskerensningsteknologi og koblet en specialunit til hver af vores fire trådgnistningsmaskiner, hvilket giver langt mere holdbare overflader end hidtil.
”Det er en teknologi, der kemisk renser den væske, som emnerne ligger i under gnistningen. Mikrorust på overfladerne kan være stort set usynligt, men kan på sigt føre til, at stålet er mere modtagelig for rust ved f.eks. stilstand i sprøjtestøbemaskinen,” forklarer administrerende direktør Aage Agergaard.
Vigtigt problem at komme til livs
Der er tale om en ny teknologi, der blandt andet går ind og løbende justerer væskens pH-værdi, som ellers ændrer sig undervejs i trådgnistningsprocessen.
”Så det er fantastisk, at vi nu er kommet dette problem til livs,” fastslår Aage Agergaard.