
Dyre, men nødvendige.
Det er bundlinjekonklusionen for de afdelingsmøder, som Hjernøs tre afdelinger i produktionen afholder fast hver eller hver anden uge.
For selvom møderne kommer oven i de øvrige møder, der afholdes i løbet af en i forvejen travl uge, er tiden godt givet ud – også selvom afdelingsmøderne årligt koster en lille million kroner på bunden i tabt arbejdstid.
”Fra et omkostningssynspunkt kan jeg godt pibe over omkostningerne, men jeg accepterer, at den slags møder er nødvendige for at drive en moderne virksomhed, hvor vi hele tiden evaluerer og effektiviserer – men også husker at have fokus på medarbejdernes sociale trivsel,” lyder det fra administrerende direktør Aage Agergaard.
Hvordan har I det?
For selvom møderne – der ledes af Hjernøs Tool Shop Manager Kristian Jessen Hansen – altid indledes med en teknisk og produktionsplanlægningsmæssig dagsorden, er det samtidig en oplagt mulighed for at komme rundt om de mere bløde værdier som arbejdsmiljø og generel trivsel.
”Jeg slutter altid af med spørgsmålet: Hvordan har I det?” siger Kristian Jessen Hansen.
”Det kan virke klicheagtigt, men på den måde får jeg umiddelbar respons på, hvordan medarbejderne har det, og hvad der optager dem den pågældende uge.”
Undgår afbrydelser i løbet af dagligdagen
Ifølge Kristian Jessen Hansen er møderne samtidig en brugbar ventil i forhold til at få luftet ud i eventuelle udfordringer og problematikker i afdelingen.
”Det har vist sig, at møderne er alle pengene værd, fordi vi får kommunikeret en masse viden ud på ét bestemt tidspunkt. Vi får luftet ud i store og små problemstillinger og skal ikke bruge en masse ekstra tid på dem i løbet af dagen, så på den måde undgår vi en masse små afbrydelser i løbet af arbejdsdagen,” siger han og tilføjer:
”Så selvom det kan være svært at gøre værdien af sådan nogle møder op, er det vigtigt at holde sig for øje, at det ville blive endnu dyrere, hvis ikke vi holdt dem.”