Hjernø Værktøjsfabrik ansætter fabrikschef

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Udsendes ca. 10-12 gange om året.
Nemt at afmelde igen - og vi videregiver naturligvis ikke din e-mail-adresse til andre.

Hjernø Værktøjsfabrik ansætter fabrikschef

Som et led i den fortsatte positive udvikling af Hjernø Værktøjsfabrik tiltræder Jesper Aablad per 1/11 som ny fabrikschef (COO).

Jesper Aablad kommer med solid erfaring fra tilsvarende stillinger i Danmark, Schweiz og Tyskland og vil indgå i Hjernøs direktion sammen med administrerende direktør Aage Agergaard, der fortsat vil varetage økonomi og salg.

”Vi er midt i en transformation fra værktøjsfabrik til stor værktøjsfabrik, og til det har vi brug for dygtige folk udefra som Jesper, der kommer med mange års erfaring fra andre industrier,” siger Aage Agergaard.

”Vi har sat os nogle ambitiøse vækstmål, og hvis vi skal leve op til dem, er det afgørende, at vi gearer produktionen til fortsat høj vækst. Det skal Jesper blandt andet hjælpe os med.”

Højere leveringssikkerhed og effektivitet
Ansættelsen af Jesper Aablad kommer i kølvandet på en kapitalindsprøjtning fra Vækstpartner Kapital tidligere på året. Målet med den eksterne investering er at fordoble såvel omsætning som antal medarbejdere inden for fem år.

I den proces skal Jesper Aablad være ansvarlig for at styrke produktiviteten og leveringssikkerheden yderligere via tydelige procedurer og klare forretningsgange fra ordremodtagelsen til værktøjet er i drift hos kunden gennem involvering af Hjernøs mange dygtige specialister.

”Vores kunder forventer, at vi kan tilbyde mere end vores konkurrenter. Og det skal vi kunne honorere. Derfor skal Jesper være med til at opbygge nogle systemer, der både kan understøtte vores faglige specialer og give os nogle stordriftsfordele, der i sidste ende kommer kunden til gode,” siger Aage Agergaard, som understreger, at Hjernø fortsat vil bibeholde sin høje grad af fleksibilitet og evne til at imødekomme kundernes behov.

Kommer fra topstilling i Tyskland
Jesper Aablad har en mangeårig karriere i industrien bag sig med stillinger i blandt andet Gutor (nu Schneider Electric) og Wesco - begge i Schweiz - samt Riegens i Odense og Veksø i Fredericia. Senest kommer han fra en stilling som COO i den tyske emhætteproducent Berbel.

”Med stillingen hos Hjernø får jeg mulighed for at sætte et kæmpe aftryk på organisationen og sætte nogle tiltag i verden, som vil få en stor positiv effekt for Hjernøs kunder og medarbejdere. Hjernøs vækstambitioner kræver et perfekt ordreflow og jeg ser meget frem til at kunne udvikle virksomheden og dermed sikre den fremtidige vækst,” siger Jesper Aablad.

Jesper Aablad er 44 år gammel og bosiddende i Odense.