Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Udsendes ca. 10-12 gange om året.
Nemt at afmelde igen - og vi videregiver naturligvis ikke din e-mail-adresse til andre.

Hjernø investerer i ny CNC-rundsliber

På grund af en voksende efterspørgsel på rundslibningsopgaver i forbindelse med værktøjsfremstilling investerer Hjernø i en avanceret fabriksny CNC-rundsliber, der skal supplere fabrikkens eksisterende rundsliber.

Der er tale om en ZR 600-rundsliber fra den tyske leverandør Ziersch, som kan håndtere emner op til 450 millimeter i udvendige mål. Ud over selve maskinen har Hjernø desuden tilkøbt en lang række ekstraudstyr.

”Vi ser en tendens til, at vi får flere og flere ordrer, hvor rundslibning indgår. Det tager vi nu konsekvensen af ved at investere i en ny maskine, som tredobler vores kapacitet og samtidig giver os en højere fleksibilitet,” siger administrerende direktør Aage Agergaard.

Han påpeger, at maskinen blandt andet vil kunne betjenes af Hjernøs nye faste aftenhold.

Høj grad af forprogrammering
Rundsliberen vil blandt andet skulle anvendes på slibeopgaver, hvor en præcision på få my er påkrævet. Til de opgaver kan en traditionel rundslibning sikre et bedre resultat end high-speed fræsning, som ellers også ofte kan bruges til runde værktøjsdele.

Aage Agergaard anfører, at CNC-funktionaliteten er et vigtigt parameter, idet det giver mulighed for at forprogrammere maskinen og dermed i højere grad planlægge produktionen og sikre så lave gennemløbstider som muligt.

”Samtidig er de nye generationer af CNC-maskiner så intelligente, at de selv kan udføre procesovervågning. Det betyder, at der er flere medarbejdere, der kan betjene de her anlæg end tidligere, hvilket også øger fleksibiliteten og letter brugen.”

Kort fra tanke til handling
Den nye rundsliber ankommer efter planen inden årsskiftet.

”Det er langt fra en billig investering. Men det er et godt eksempel på, at vi med det nye ejerforhold med Vækstpartner Kapital gør alvor af vores ambitioner om fortsat vækst og ikke er bleg for at investere i ny teknologi, der kan styrke vores forretning, selv om tilbagebetalingstiden på denne type maskiner ligger et godt stykke ude i horisonten,” slutter Aage Agergaard.