
Som arbejdsplads bør man bidrage til, at ens medarbejdere fører et så sundt liv som muligt.
Det mener vi i hvert fald hos Hjernø, hvor vi ud over en sund kantineordning og deltagelse i forskellige motionskampagner er lykkedes med at nedbringe antallet af rygere til et stort rundt nul.
”Det er ikke forbudt at ryge her. Det synes jeg ikke, vi skal blande os i. Men hver cigaret, man ryger i arbejdstiden, afregnes med ti minutter, som enten fratrækkes i lønnen, eller som medarbejderen må hente på et andet tidspunkt,” forklarer administrerende direktør Aage Agergaard.
Er lykkedes med at skabe en sund arbejdsplads
Derudover skal medarbejderen oplyse lønningskontoret om, hvor mange cigaretter man ønsker at ryge om dagen. Lejlighedsvis rygning er ikke tilladt og kan medføre en skriftlig advarsel.
Tilsammen har disse initiativer gjort, at der i dag ikke findes en eneste ryger i Hjernøs medarbejderstab.
”Tidligere havde vi en halv snes rygere blandt vores medarbejdere. Det faktum, at vi nu er nede på nul, tager jeg som et udtryk for, at vi er lykkedes med at skabe en sund arbejdsplads.
Flere medarbejdere har lagt cigaretterne på hylden
Han understreger, at han ikke ønsker at blande sig i, hvorvidt medarbejderne ryger i deres fritid. Men så længe de er på arbejde, er der af hensyn til fællesskabet nødt til at være rene linjer.
”Og så er jeg bare ganske enkelt oprigtig glad for, at vores medarbejdere har valgt at lægge cigaretterne på hylden. Også fordi vi gerne vil være en sund virksomhed, der kan hjælpe medarbejderne til at leve et sundere liv,” siger Aage Agergaard og uddyber:
”Så selvom det godt kan lyde lidt hårdt, at det koster 10 minutters løn eller arbejdstid pr. cigaret, man ryger, kan det jo til gengæld medføre, at medarbejderne nu får 10 minutters længere levetid pr. cigaret, de ikke ryger. Så det har jeg det rigtigt fint med,” siger Aage Agergaard med et smil.
Ifølge de senest tilgængelige tal fra Sundhedsstyrelsen ryger 16 procent af danskerne – godt hver sjette dansker – på daglig basis.
Læs mere om vores øvrige grønne initiativer her.