Når man køber værktøjer hos Hjernø, kan man være sikker på, at der ikke løber ekstra omkostninger på til justeringer eller tilretninger af det færdige værktøj.
Når vi skal producere et emne, sørger vi nemlig for fra starten af at aftale med kunden, hvilke kvalitetskrav værktøjet skal leve op til. Det kan være alt fra kritiske mål over emnekast og sugninger til cyklustid.
”Kunden har behov for fra starten af kende projektets samlede omkostninger i kroner og ører. Så når vi regner et tilbud ud, skal prisen naturligvis holde ud fra de krav, kunden har stillet fra starten. Hvis kunden siger, at det er de og de parametre, der er vigtige for dem, så skal vi nok sørge for at leve op til dem - også selv om det til tider kan være helt ”umulige” krav. Og så tager vi risikoen derfra,” siger administrerende direktør Aage Agergaard.
Specialister tager højde for alt
Han understreger, at dén risikovillighed ikke er ensbetydende med en højere pris for kunden. Hjernøs mange dygtige specialister – herunder eget testcenter med tilknyttede plastspecialister - er garant for, at der tages højde for alt fra design og konstruktion over selve fremstillingen til det færdige emnes egenskaber.
”Vi tror så meget på os selv og vores specialistviden, at vi mener, at vi kan nå i mål inden for det budget, vi nu sætter fra starten. Det medfører samtidig, at vores time-to-market bliver mere præcis, fordi der ikke skal sættes en masse tid af i sidste ende til efterjusteringer og kontroller undervejs. Det regner vi ind fra starten,” forklarer Aage Agergaard.
Han tilføjer, at Hjernøs faglige ekspertiser rækker langt ud over traditionel ”emnemodning”, som den slags processer tidligere blev kaldt.
”Det, vi tilbyder, er faktisk i langt højere grad emneoptimering. Det kan også omfatte, at vi rent medvirker til at optimere hele kundens projekt frem for bare det enkelte emne.”
Budgettet skal holdes
Han mener, at tiden er løbet fra dengang, hvor man som kunde bare gik efter det billigste tilbud uden at skele til projektets totale omkostninger.
”Kunden får som oftest godkendt et budget, som de skal holde sig indenfor. Hvis det budget skrider, risikerer hele projektets samlede budget at skride, og derfor er det altafgørende, at kunderne kan fastfryse en pris hos leverandører som os fra starten,” slutter Aage Agergaard.