
Hjernø Værktøjsfabrik er et hus med mange faglige specialer og en dyb teknisk indsigt i såvel værktøjsfremstilling som plastproduktion.
Dén viden stiller vi gerne til rådighed for vores kunder på konkrete projekter – og gerne på et så tidligt stadie af processen som muligt.
”Ved at vi har et tæt samarbejde med kundens design- og udviklingsafdeling kan vi medvirke til at optimere produktet med fokus på både økonomi, egenskaber og den funktion, emnet skal indgå i. Det kan vi gøre, fordi vi, når vi er med helt fra starten, har langt større mulighed for at byde ind med vores specialisters knowhow,” forklarer produktionschef Kristian Jessen Hansen.
Skal være med til at udvikle et helt nyt produkt
Senest er Hjernø af en stor dansk virksomhed blevet bedt om at bidrage til udviklingen af en helt ny produktserie. Her skal Hjernø være en del af kundens udviklingsteam og stille et team til rådighed til at deltage i blandt andet workshops med kundens specialister.
Helt konkret skal Hjernøs eksperter eksempelvis være med til at rådgive om både udvikling og hele produktionsforløbet - herunder produktets funktion og samspillet mellem den avancerede elektronik og de øvrige dele, der indgår i produktet, værktøj og produktion af emner, emnernes samspil i periferiudstyr samt samling og montage med andre dele mv.
”Så vi er ikke bare inde og snakke godstykkelser, rundinger, slip og simpel emnemodning. Vi er langt dybere involveret i projektet. Vi er inde og rådgive om store dele af hele projektet, selvfølgelig fortsat med fokus på det plastemne, som værktøjerne skal producere – og hvordan det kan produceres bedst muligt,” siger Kristian Jessen Hansen og tilføjer:
”Det kræver naturligvis, at vi som udviklingspartner har den fornødne kapacitet og specialistviden i form af eksperter inden for produktdesign, flowanalyser, konstruktion, produktion og det videre forløb. Og det har vi heldigvis.”
Mere end bare emnemodning
Normalt er det kutyme på den slags udviklingsprojekter, at kunden køber sig adgang til Hjernøs rådgivning på en fast timepris. Bliver Hjernø efterfølgende også bedt om at producere værktøjsdelene, kan rådgivningen også aftales at indgå i den samlede pris.
Det nye danske udviklingsprojekt skal foreløbig køre hen over de kommende måneder.