Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Udsendes ca. 10-12 gange om året.
Nemt at afmelde igen - og vi videregiver naturligvis ikke din e-mail-adresse til andre.

To nye højpræcisionsmaskiner øger kapaciteten

I vores evige bestræbelser på at reducere gennemløbstiderne i produktionen og samtidig levere ultrapræcise værktøjer til en fornuftig pris investerer vi hos Hjernø løbende i ny teknologi til vores produktion.

Seneste tilføjelse til maskinparken er to meget præcise maskiner, der netop er blevet installeret på fabrikken.

Det drejer sig om dels en højhastighedsfræser, dels en sænkgnistmaskine - begge fra Makino og begge kendetegnet ved en meget høj grad af præcision.

”Maskinerne er købt for at øge kapaciteten i vores produktion, men de er også erhvervet for at geare maskinparken til at producere superpræcise værktøjskomponenter, som ikke kræver efterfølgende tilpasning. På den måde reducerer vi gennemløbstiden og sikrer samtidig kunden en bedre totalpris på værktøjet, fordi værktøjet fungerer fra dag ét,” forklarer administrerende direktør Aage Agergaard.

Højpræcisionsbearbejdning vinder frem

Indkøbet af de to nye maskiner skal også ses i lyset af, at Hjernø har mere og mere fokus på at gøre også de ikke-formgivende værktøjskomponenter så præcise som muligt.

”Tidligere var der mest fokus på at sikre en høj præcision i de direkte formgivende kaviteter og øvrige komponenter af værktøjet. Men det har vi optimeret for en stor del af samtlige værktøjskomponenter. For jo mere præcise alle værktøjskomponenterne er i værktøjet - også de ikke-formgivende komponenter -, jo mere holdbart bliver hele det komplette værktøj. Med det resultat, at der er mange flere skud med perfekte emner i vores værktøjer,” forklarer produktionschef Kristian J. Hansen.

Dette viser sig blandt andet helt konkret i det faktum, at Hjernøs produktion nu rummer flere højpræcisionsmaskiner end højvolumenmaskiner, der bearbejder store spåner.