
Hos Hjernø har vi efterhånden huset fyldt med så mange værktøjsspecialister, at vi gerne låner dem ud.
Derfor rykker vi gerne ud på ”patientbesøg” og tilser sprøjtestøbeanlæg med henblik på at udbedre eventuelle fejl – eller måske bare optimere processerne.
”Plastproducenterne har selvfølgelig en stor viden samt mange rutiner og procedurer i forhold til at programmere deres sprøjtestøbemaskiner. Men da både kvalitet og plastproduktion jo ofte er et samspil mellem værktøj, sprøjtestøbemaskine og periferiudstyr, er det ikke altid nok at forsøge at optimere værktøj og maskiner hver for sig. Her kan vores specialister komme ind og kigge på hele anlægget med nogle friske øjne og et erfarent blik,” lyder det fra Hjernøs administrerende direktør Aage Agergaard.
Avanceret udstyr med under armen
Med sig under armen vil Hjernøs team af specialister typisk have forskellige former for test- og måleudstyr. Måske vil de også i forvejen have udført flowanalyse eller andre former for databehandling, så man derved kender den teoretiske baggrund for cyklustider, emnekvalitet og risikoen for eventuelle fejl.
”Der er tale om udstyr og software, som langt fra alle har. Men det er jo udstyr, vi allerede ligger inde med i forvejen og er rutineret i at anvende,” siger Aage Agergaard.
Fejl kan være svære at finde
Han uddyber, at Hjernøs specialister kan blive bedt om at komme i forbindelse med eksempelvis kvalitetsproblemer eller produktionsstop ude hos kunden, som ikke umiddelbart kan genskabes eller tvinges frem, når værktøjet testes i testcenter – eller for så vidt når maskinen producerer andre emner.
”Så det kan være en kombination af andre ting, der kan være svære at finde, men som vores specialister ofte er heldige med at analysere sig frem til – og få løst,” siger Aage Agergaard.
”Det behøver nødvendigvis heller ikke at være deciderede fejlbehæftede emner, da det også kan være uventede maskinstop, let svingende emnekvalitet, problemer i periferiudstyret, for lang cyklustid, materiale aflejringer i værktøj eller andre ting der driller. Og her kan vi ofte hjælpe med netop at finde det samspil, der optimerer driften”.
En begrænset udgift for et bedre resultat
Aage Agergaard understreger, at Hjernø også gerne rykker ud for at kigge på værktøjer, der ikke nødvendigvis er fremstillet hos Hjernø. Ligesom det kan ske uafhængigt af en konkret ordre eller et planlagt servicetjek.
”Vi har efterhånden udført den slags tjek temmelig mange gange. Og det er en begrænset udgift for at få nogle andres øjne på problemet. Og det er vores erfaring, at det stort set altid resulterer i en optimering af kundens anlæg,” slutter Aage Agergaard.