• Du er her:  
  • Velkommen
  • Nyheder
  • Banebrydende projekt: Godstykkelsen reduceres med 70 %

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Udsendes ca. 10-12 gange om året.
Nemt at afmelde igen - og vi videregiver naturligvis ikke din e-mail-adresse til andre.

Banebrydende projekt: Godstykkelsen reduceres med 70 %

Kan man reducere godstykkelsen på et plastemne med 70 procent uden at gå på kompromis med hverken emnets kvalitet eller robusthed?

Det er den udfordring, Hjernøs plastspecialister har givet sig selv på to igangværende kundeprojekter. Og indtil videre tegner det lovende – takket være blandt andet Hjernøs viden inden for avancerede kollapskerner og specielle værktøjer til 2K-støb med samme råvare i begge støb.

”At reducere godstykkelser stort set overalt i et emne kan kræve virkeligt avancerede værktøjer, og vi kan se, at vi qua vores mangeårige erfaring kan udvikle sprøjtestøbeværktøjer, der kan reducere godstykkelsen med over 2/3,” lyder det fra administrerende direktør Aage Agergaard.

Unikke produkter

Plastindustrien som helhed har i mange år gjort en stor indsats for at reducere branchens CO2-aftryk – blandt andet via højere genanvendelsesprocent, brug af bæredygtig emballage, råvarer og så videre.

Og takket være stadig mere avancerede fremstillingsprocesser og dygtige specialister er det i dag desuden muligt for Hjernø at reducere godstykkelsen på det enkelte plastemne og derved opnå en stor råvarebesparelse.

”Vi mærker en øget efterspørgsel på såkaldt ekstreme værktøjer, hvor selve værktøjet og de enkelte dele er særdeles avancerede, fordi man ikke ønsker at gå på kompromis med hverken kvalitet eller robusthed på trods af tyndere gods. Omvendt giver det store besparelser på råvareforbrug og kortere cyklustider samt højere salgstal, fordi forbrugerne gerne vil købe bæredygtige og unikke produkter,” forklarer Aage Agergaard.

Grøn trend slår igennem

Han oplever i det hele taget, at plastindustrien gerne vil gøre sit for at bidrage til den grønne omstilling – eksempelvis ved at reducere godstykkelserne betragteligt på de færdige emner, så det virkeligt har en effekt på råvarebesparelsen.

”Det er en meget interessant trend, som vi virkelig mærker, slår igennem for tiden,” siger Aage Agergaard.

”Sat på spidsen kan man sige, at tidligere blev vi som værktøjsfabrik målt på, hvor billigt og driftssikkert vi kunne fremstille et værktøj, og på hvor perfekte emnerne kunne blive. Nu bliver vi også tit målt på, hvordan vi kan bidrage til at reducere kundernes CO2-aftryk.”