
Hos Hjernø kan projektledelse være alt fra at styre en enkelt værktøjsdel gennem produktionen til at styre produktionen af en hel serie værktøjer.
For Hjernøs projektledere kan projektstyringen således variere fra småprojekter til adskillige måneders arbejde, der omfatter delprocesser som emnedesign, flowsimuleringer, budgetplanlægning og konstruktion samt tæt samarbejde med kunden om ofte rigtigt store projekter.
”Derfor har vi nu udarbejdet en hel fastlagt køreplan for alle størrelser projekter her i huset, så vi med det samme får lagt den endelige plan og derved kender omfanget af både kundens projekt og vores projektledelse,” forklarer Hjernøs Business Strategy Specialist Kris Agergaard.
Al projektledelse forankret i ISO
Samtidig er al projektledelse blevet forankret i Hjernøs ISO-system, så kunderne vil opleve den samme høje kvalitet og de samme standardiserede processer i forbindelse med hvert enkelt projekt. Uanset hvem der bliver projektleder - og uanset om en projektleder skal overtage et projekt fra en anden projektleder.
”Målet er dog stadig, at der er "one point of contact" til kunden, så kunden ikke bliver kastet rundt mellem forskellige specialister og afdelinger, og så kunden altid kan blive orienteret af sin kontaktperson, der fungerer som kundens mand i huset,” lyder det fra Kris Agergaard.
Bindeleddet mellem kunden og Hjernøs specialister
Projektlederen er inde over alle møder og korrespondancer med kunden og er den, der er bindeleddet mellem kunden og de forskellige afdelinger i Hjernøs produktion. På den måde er der ikke noget information, der falder ned mellem to stole.
Projektlederen sørger desuden for at koordinere med de forskellige specialister, der er involveret i projektet og alle bidrager med hver deres høje grad af faglighed – eksempelvis inden for emnedesign, konstruktion, produktion af de færdige emner eller integration med periferiudstyr i kundens produktion.
Overraskende resultater
Integrationen i ISO-systemet og det løbende fokus på standardiserede processer har allerede vist sit værd, forklarer Kris Agergaard.
"Det har givet overraskende resultater på flere fronter. Både i form af kortere gennemløbstider på en del af de projekter, vi har gennemført i 2020, og i form af væsentligt færre afvigelsesrapporter i vores ISO kvalitetssystem - faktisk en reduktion på i omegnen af 40 procent, hvilket jo i sig selv er helt fantastisk.”