
Som hos de fleste andre virksomheder gjorde coronakrisen og forårets nedlukning også ondt på Hjernø Værktøjsfabrik. Men vi kunne i løbet af efteråret heldigvis konstatere, at plastindustrien for alvor er kommet op i omdrejninger igen.
Faktisk var de sidste måneder af 2020 nogle af de travleste måneder i virksomhedens historie. Så for at kunne følge med de ambitiøse vækstmål, vi har sat os, er vi pt. ved at gennemføre flere investeringer i vores maskinpark – herunder to nye femaksede CNC-bearbejdningscentre.
”Baseret på det seneste halve år tror vi på fortsat vækst ind i 2021. Det har været velgørende at mærke, at vi trods en coronakrise kunne vækste i 2020 og nu kigger ind i 2021 med store forventninger,” siger administrerende direktør Aage Agergaard.
Femaksede fræsere og avanceret opmålingsudstyr
De nye investeringer omfatter som nævnt bl.a. to femaksede bearbejdningscentre – den ene med tilknyttet robot – samt en omfattede opgradering af opmålingsudstyr og pallettesystemer.
”Der er tale om noget meget avanceret udstyr, som ud over at øge vores kapacitet og kvalitetssikring yderligere skal være med til at sikre en bedre overgang mellem vores dag- og aftenhold, da opmålingsudstyr og pallettesystemer vil være medvirkende til at øge overskueligheden i opgaverne fra det ene hold til det andet,” forklarer Aage Agergaard.
Maskiner og udstyr ventes leveret i løbet af februar eller marts.