• Du er her:  
  • Velkommen
  • Nyheder
  • Ny femakset simultanfræser med utrolig præcision

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Udsendes ca. 10-12 gange om året.
Nemt at afmelde igen - og vi videregiver naturligvis ikke din e-mail-adresse til andre.

Ny femakset simultanfræser med utrolig præcision

Det er et unikum af en maskine, der for nylig er flyttet ind i Hjernøs maskinpark.

Som led i vores kontinuerlige bestræbelser på at højne kvaliteten og reducere vores gennemløbstider har vi investeret i to ekstra femaksede CNC-maskiner fra henholdsvis Makino og Mikron.

Førstnævnte er en maskine til femakset simultanfræsning med en fantastisk høj præcision. Maskinen kan således simultanfræse i fem akser med en tolerance på ned til tre my.

”Os bekendt er det en af de eneste femaksede simultanfræsere i verden, der kan levere så høj præcision. Så der er tale om en virkelig unik maskine, som derfor også har været en selv for Hjernø dyr investering,” forklarer Kristian Jessen Hansen, COO i Hjernø Værktøjsfabrik.

Selvkørende maskiner

En femakset bearbejdningsproces betyder, at man både kan optimere selve fræseprocessen og optimere på krumme overflader i forhold til konventionel tre-akset fræsning.

Jo flere akser, jo sværere er det i udgangspunktet for maskinen at fastholde en høj præcision. Men her udmærker Makino-maskinen sig ved at kunne måle og kontrollere sig selv undervejs, hvilket stort set overflødiggør behovet for efterkontrol af det fræste emne.

”Den her investering er et skridt på vejen mod vores ambition om at have CNC-maskiner, der er så præcise og selvkørende, at vi ikke behøver at kontrollere tolerancerne efterfølgende,” lyder det fra Kristian Jessen Hansen.

Robot skal understøtte natdrift

Han tilføjer, at i forbindelse med investeringen i den nye Makino-maskine bliver programmet PowerMill samtidig Hjernøs nye standardsoftware til femakset programmering.

”PowerMill har en fremragende simultanafvikling og kan samtidig levere nogle rigtigt flotte overflader,” forklarer Kristian Jessen Hansen.

Den anden nye maskine er en femakset CNC-maskine fra Micron med tilhørende robot. Den skal primært bruges til at understøtte løbende produktion hen over natten.