
Fra en række streger på papiret til et stort set produktionsmodent plastemne på 3,5 måned – vel at mærke et plastemne, som Hjernøs emnedesignere selv designede fra bunden ud fra kundens anbefalinger.
Det er i grove træk historien bag otte meget komplicerede værktøjer, som Hjernø har udviklet og leveret til en dansk-udenlandsk kunde mellem december 2020 og april i år.
Hjernø har således både været inde over selve værktøjerne og det slutprodukt, som er en hemmelighed frem til efteråret.
Selvom såvel emnemodning og emneoptimering som krævende værktøjer er nogle af Hjernøs specialer, medgiver Hjernøs COO, Kristian Jessen Hansen.
”Det sker ikke hver dag, at en værktøjsfabrik får lov til at designe et plastemne fra bunden – vel at mærke hvor der indgår hele otte komponenter - ud fra nogle specifikationer, krav og ønsker fra kunden. Vi har grundlæggende bare fået at vide, hvad emnet skulle kunne, og så har vores emnedesigner her i huset selv designet emnet efterfølgende.”
Hjernø påtog sig alt ansvaret
Kristian Jessen Hansen kalder projektet et oplagt Hjernø-projekt – netop på grund af kompleksiteten i opgaven.
Ud over kompleksiteten i selve værktøjerne og plastemnet – der blandt andet involverer 2K – har projektet også skilt sig ud qua det faktum, at Hjernø som værktøjsproducent har påtaget sig ansvaret for samling og funktionalitet af det færdige emne med alt hvad det indebærer af tolerancekæder og prøvestøb af det færdige emne.
Ydermere var projektet et kapløb med tiden, idet kunden skulle kunne sende testemner til laboratorietests i Tyskland senest til april – ellers var der ikke plads i laboratoriet, og projektet ville blive udskudt et år.
”Men vi kom i mål takket være vores dygtige specialister og ikke mindst en dedikeret projektleder, som nidkært har fulgt projektet til dørs. Uden disse medarbejdere havde vi ganske enkelt ikke været i stand til at løfte opgaven,” siger Kristian Jessen Hansen.
Produktet præsenteres til september
På grund af den meget korte produktionstid var der ikke tid til at lave testværktøjet til emnet. Alligevel var Hjernøs værktøjer og emner af en så høj kvalitet, at emnet blev sendt videre til laboratorietests i Tyskland i første hug.
Hvilket slags plastemne, der er tale om, er som skrevet en hemmelighed en rum tid endnu. Men det færdige produkt vil efter planen blive præsenteret på en stor messe i England til september.
”Jeg kan sige så meget, at der er tale om et ret unikt produkt, som skal sælges over det meste af verden,” slutter Kristian Jessen Hansen.