Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Udsendes ca. 10-12 gange om året.
Nemt at afmelde igen - og vi videregiver naturligvis ikke din e-mail-adresse til andre.

Det højeste antal lærlinge nogensinde

Der har aldrig rendt flere lærlinge rundt i Hjernøs produktion end nu.

I alt fem lærlinge har Hjernø taget ind, senest to her i januar måned, for at styrke den livsnødvendige forsyningskæde af værktøjsmagere. Uden værktøjsmagere, ingen værktøjer.


”Fem lærlinge er rigtig mange. Det er ti procent af virksomhedens medarbejdere. Det er en investering og ikke nogle, vi skal tjene penge på - vi skal bare sørge for, at de er superprofessionelle værktøjsmagere, når de står med deres svendebrev,” siger Aage Agergaard.

Mens det gennem flere år har været svært at skaffe faglært arbejdskraft, konstaterer han, at det er blevet betragteligt lettere for Hjernø at finde lærlinge.

”Men selvom vi har mange lærlinge, er det ikke bare enhver, vi tager ind – man skal brænde for det,” understreger Aage Agergaard.

Årelang indsats
De fem lærlinge er den foreløbige kulmination på tre års vedholdende arbejde med at gøre værktøjsfaget generelt og Hjernø Værktøjsfabrik specifikt mere synligt hos elever i folkeskolen og på de tekniske skoler.

Hjernø har ofte besøg af såvel 9. klasser fra folkeskolen som elever fra de tekniske skoler, og det er den indsats, der nu bliver belønnet, mener Aage Agergaard.

”Rekrutteringsindsatsen starter i folkeskolen – og det giver nu pote efter tre års indsats.”

Erhvervsavisen Fyn har i øvrigt skrevet en artikel om Hjernøs lærlingeindsats. Den kan læses her.